Dimse-taske

Fjällräven har en serie bukser der kommer med “rå kant”, dvs at de er overlocket, men ellers ikke lagt op, det er tilsigtet at du så selv lægger bukserne op = du får bukser der passer dig perfekt, og producenten skal ikke have 10 forskellige benlængder på lager, veldig smart, og syteknisk ikke en svær opgave.

Efter at have lagt bukser op for min fætter, så stod jeg med 2 gode stumper af fjällrävens g-1000 stof, som er både slidstærkt og kan imprægneres med voks, så det bliver vandskyende.

Pojagi

En syteknik der har fascineret mig længe, er den japanske teknik pojagi/bojagi, hvor man syer stof sammen, uden at der bliver nogen synlige kanter, hverken på for- eller bagside.

Teknikken bliver ofte anvendt til at sy semi-transparent hørstof sammen til florlette gardiner eller lidt tungere kvaliteter til vendbare kimonoer.

Pojagi på forsiden
Pojagi på bagsiden

Nu har jeg også prøvet teknikken af til denne lille taske, og jeg skal helt sikkert prøve det igen.

Lidt flere detaljer

For at få lidt form på bunden af tasken, så foldede jeg den 2cm ind i siderne, lidt som et E, det gav en bund på 4cm.

Foldning af bunden inden jeg syer

Normalt kan man også sy bunden først, og så lade folden gå op i sidesømmen, når man syer dem, så kommer “trekanterne” op ad siderne istedet. Her var det dog 2 “rør” jeg syede sammen, så da jeg udnyttede de sømme der allerede var, har jeg ikke en regulær sidesøm, og de måtte derfor ligges ned i bunden her.

Detalje: Forskudte sømme

De allerede eksisterende sidesømme har jeg forskudt for hinanden, både fordi jeg synes det giver en fin detalje til arbejdet, men også for at gøre det nemmere for min symaskine at komme over.

Lukning fastsyet i sømmen i bunden

Som lukning har jeg tilføjet et enkelt stykke snørrebånd i sømmen i bunden.

Lukket taske

Nå man så folder tasken sammen, så vikler man bare båndet omkring sig selv, og det er oftest nok til at holde tasken lukket. Denne type taske er jo beregnet til at blive pakket ned i en rygsæk, så hvis den ikke kan holde sig lukket, så har man nok for meget i den 🤣

Nem lille gave

Det var et nemt lille projekt, syning af tasken tog mig ca 15min.

Nu kan min fætter få resten af sine bukser tilbage. Sidst han inviterede på bålmad havde han ikke noget tørt optænding, så måske han vil bruge tasken til tændstål og lidt avispapir?

Min vej ind i horsemanship.

Ubevist, eller i alt fald uden at jeg har vidst at det havde et navn, så har jeg nok arbejdet med horsemanship (hms) i al den tid jeg har haft med heste at gøre.

Men tilbage i 2013 får jeg part på en lille islænder der hedder Baldur. Vi bor i Sønderborg på dette tidspunkt. Baldur var ejet af Margit og Sven Erik, en familie med stærke traditioner for ringridning.

Baldur og jeg, 2013

En helt almindelig aften i april øver vi ringridning hjemme på gården, frit fra hukommelsen er vi nok en 8 stykker samlet. Én af de andre rider ind i galgen, sætter hesten i galop og rejser sig i stigbøjlerne, og der lyder et knæk i hendes ene ankel. Den viser sig senere at være brækket.

Held i uheld

Sidst i maj skulle hun have været på hestelejr hos Lær Med Heste. En brækket ankel kommer aldrig belejligt for nogen, men jeg har mulighed for at købe hendes plads på lejren, og tager afsted på hestelejr.

Tænk sig, jeg skal blive 29år, før jeg kommer på mit livs første hestelejr ❤️

Kontakt

Jeg husker tydeligt den første dag på hestebanen, dages tema er “Kontakt”.

Baldur entrer hestebanen med mig fra jorden. Sådan var det virkeligt. Vi gik ind på banen, side om side, men vi var ikke sammen, der var absolut 0 kontakt imellem hest og menneske…

Den største tillidserklæring ❤️

I løbet af hestelejeren finder vi heldigvis hinanden, og vi får et virkeligt godt fundament lagt, for vores fælles fremtid ❤️

Hvor vi ingen kontakt havde på lejrens første dag, så rider jeg hjem på d. 4 dag, i rolig galop, for løse tøjler langs vejen, med en følelse af samhørighed.

I et års tid rider jeg Baldur, vi rider virkelig mange ture i skoven, og prøver også at ride med til ringridning i Høruphav og Sønderborg. Dressuren/ridebanen siger os ikke så meget, ture og horsemanship er det vi ånder for.

Ringrideroptog i Høruphav

Desværre får jeg en psykisk dårlig periode, og kontakten til Baldur og hans ejere glider ud, de andre der rider Baldur får for lange ben, og Baldur bliver solgt.

Savnet

My one and only

Jeg savner stadig Baldur helt enormt meget. Hvis der er én hest i livet der er “The one and only”, så er Baldur min ❤️

Hvis han en dag kommer til salg, så håber og ønsker jeg at det er tidspunkt hvor det giver mening at han kan blive min ❤️ Jeg vil elske at ride ture på ham igen, og han vil være helt perfekt som læremester til Linus ❤️

Det har jeg ikke prøvet før, så det kunne jeg godt.

Ud af komfortzonen.

Jeg er ikke bange for at prøve nye ting, heller ikke selvom de ligger langt fra de ting jeg normalt beskæftiger mig med.

Fedt-kapslen ser næsten helt malplaceret ud, sådan som den skinner.

Denne gang begav jeg mig udi at skifte hjullejer på min mors trailer.

Min far arbejdede for mange år siden som autodidakt bilmekaniker, og han har en værktøjssamling de fleste mænd vil finde misundelsesværdig.

Wd40 er svaret på mange problemer 😁 den gamle fedtkapsel var rustet fast, så vi endte med at slå den istykker, for at få den af.
Jeg fik brugt værktøj jeg slet ikke vidste eksisterede.

Mine hænder er ganske godt skruet på, så kombinationen af min fars viden, mine hænders kunnen, og en samling fancy værktøj og lidt ‘hitte-på-som-hed’ fik vi det hele skilt ad.

Kulelejerne var færdige for længe siden 🤣
Men nu er de skiftet

Nu har jeg fået købt en pakke nye fjongknapper (det hedder de altså 🤣), så de kan blive skiftet hele vejen rundt på traileren. Om jeg kan genbruge de møtrikker der sidder på nu, eller om de nye skal popnittes på, det må jeg finde ud af i næste uge.

(Fjongknapper er de sorte runde dimser som man trækker elastikken på pressenning/net ned over, eller sætter stropper omkring).

Ud af dvalen

Efter noget tid (år) væk fra computeren, så tror jeg at jeg er ved at være klar til at puste liv i min blog.

Jeg håber at kunne bruge bloggen som en form for dagbog og formidlingskanal til/om min hverdag og de ting jeg brænder for.

Jeg lever et liv med psykisk sygdom, og det er så ærgerligt at det skal være et tabu, så derfor vil jeg gerne være med til at bryde tabuet om psykisk sygdom.

Derudover er jeg blevet ret glad for at lave mad til familien herhjemme, og jeg håber at kunne dele mine bedste succeser med her her, så har jeg jo også selv et sted at finde mine opskrifter igen.

Jeg har redet og leget med heste hele mit liv, så det vil I også få lov til at få et indblik i her på kanalen, når jeg er sammen med heste, og deres mennesker, så handler det nemlig ikke kun om at ride, det skal også være trygt og rart at være sammen, både for de 2- og 4-benede.

Det var alt for i dag, stay tuned.

Eigil – vores familiehund

© 2024 Den Lille Blog

Tema af Anders NorenOp ↑